KRAP logo

86 60 11 71

Kurv
Menu
Kurser
Søg
Kontakt
Kurv
03/03/2021

Friheden ligger i at acceptere og give slip – Del 4

I forlængelse af den årlige Cancerdag har vi talt med ekstern tilknyttet psykolog i PsykologCentret…

Af Helle Lenschow

I forlængelse af den årlige Cancerdag har vi talt med ekstern tilknyttet psykolog i PsykologCentret Bende Riis, der her fortæller om håndtering af døden:

Chancerne for at blive rask igen efter et kræftforløb er i dag store, men nogle gange er overlevelse ikke længere en mulighed. Når et menneske skal dø, opstår en lang række dybe følelser, og i denne udvikling ligger der også en række ressourcer, som kan gøre processen mere fredfyldt. Håbet flytter sig. Måske starter det med et håb om at blive rask, men undervejs udvikler det sig til et håb om nogle andre ting. Det kan være en familiebegivenhed, som man håber at nå at opleve, ting man har brug for at afklare eller måske håbet om at opleve fred, opleve frihed fra smerter og gå ind i døden fredfyldt.

Jeg vil gerne nævne en kvinde i terminalfasen, som sagde: Når jeg ved, at jeg snart skal dø, hvad er der så at håbe på? Hun var i en dyb indre fred, og i den fred var der glæde og frihed. Hun ønskede at få lov til at dø i denne tilstand, og at familiens sorg over at miste hende, og det at hun skulle miste dem, ikke måtte fylde det hele. Alt dette afspejler det, som vi kan kalde den åndelige dimension, som ofte kan ses ved døende mennesker. Mange oplever, at de får hjælp fra noget, der er større end dem selv, og som rækker ud over døden. Der ligger en accept og en given slip i det, og kvinden i eksemplet overgav sig til dette, der var større end hende selv, og lod det løfte hende ud af smerterne og ind i fred og glæde. Jeg har set flere, som har nærmet sig afslutningen af livet på en fredfyldt og taknemmelig måde.

Der er en stor ressource i at turde give slip. På hospice kan man få hjælp til den proces af en præst for eksempel, og det benytter mange sig af. Når jeg har besøgt et hospice, oplever jeg, at der er tid og rum til de små ting i hverdagen; fokus er flyttet fra livreddende behandling på en travl sygehusafdeling til at gøre den sidste tid så meningsfuld som mulig med inddragelse af de pårørende. Det kan være smertelindring, hjælp til en telefonopringning, at blive kørt udenfor i haven eller til kreativ udfoldelse. Der er tid til at blive lyttet til, når noget er svært. At give slip og acceptere er en stor ressource, og heri ligger der en frihed.

Gå over broen

Døden er forbundet med sorg, som er en naturlig følelse. Det rammer både den, der skal dø, og de, der mister. Ganske som håbet flytter sorgen sig også undervejs i et sygdomsforløb, og der er stor forskel på om den, der ikke kan overleve, vil tale om døden eller ej. Det gælder også de pårørende. Det, man kan gøre er, at stille sig nysgerrig og åben, gå over broen, som vi siger i KRAP, og spørge om det er noget den anden ønsker at tale om.

Hvis den anden taler, så lyt uden at korrigere. Lad den anden beholde sine håb og følelser, også hvis de er urealistiske. Måske taler den døende om, hvad han skal, når han kommer hjem fra hospice. Anerkend behovet for at være lige der, hvor den anden er, i dette øjeblik. Det er den andens måde at mestre situationen. En sorgproces består af både ked af det-hed, vrede og accept – gå ud og ind af disse tilstande. De er helt naturlige. Tillad dem.

Tal med børnene

Tal også med børnene om døden. Børn kan rumme meget, også døden, især hvis du er åben og konkret. Når børn mister en nærtstående person, har de brug for konkrete sætninger og konkrete billeder, og børn har brug for håb. Håbet kan være, at en mor eller far, bedsteforældre eller en søskende stadig følger med i deres liv og kan se ned på dem fra himlen. Samtalen skal naturligvis tilpasses barnets alder. Større børn kan rumme flere detaljer, mens yngre børn ofte er tilfredse med en kortere og mindre detaljeret forklaring.

Når tidspunktet for døden nærmer sig, er der nogle pårørende, der mistolker, hvad der sker rent fysisk, og nogle tror, at deres kære lider. Hvis du har behov for at vide mere om selve dødsprocessen, så tal med personalet på hospice eller sygehus, så du er forberedt. De kan også være med til at forklare den døende om frygten for smerter, og om de mange gode muligheder., der i dag findes for at smertedække.

Jeg læser somme tider, at han eller hun ”tabte til kræft”. Selv om jeg godt kan forstå den tanke, vil jeg også sige, at fra et dybere perspektiv er der ingen, der taber til kræft. Vi er mere end vores krop og mere end vores fysiske liv. Man hører aldrig nogen sige, at han eller hun tabte til en hjertekarsygdom.

Denne artikel er del 4 ud af 4. Her finder du del 1,
del 2 og del 3

Bliv klogere på..