KRAP logo

86 60 11 71

Kurv
Menu
Kurser
Søg
Kontakt
Kurv
05/10/2022

KRAP gør en forskel på ældreområdet

Fokus på ressourcerne I på dagcentrene i Viborg Kommune er der fokus på ressourcerne hos…

Af Helle Lenschow

Fokus på ressourcerne

I på dagcentrene i Viborg Kommune er der fokus på ressourcerne hos de ældre og personalet
Det er befriende for de ansatte og de ældre at have fokus på det, som man kan, fremfor det som man ikke kan. Den ressourcefokuserede tilgang er en fast bestanddel af KRAP, og det er en af årsagerne til, at KRAP anvendes på ældreområdet i Viborg Kommune.

Det fortæller Jette Hingebjerg, der er leder for Aktivitet og Udvikling i kommunen, og som har stor erfaring med KRAP.

”Da jeg tiltrådte min stilling som leder for Aktivitet og Udvikling i Viborg Kommune, kom jeg fra en stilling som leder af et botilbud for børn og unge. Her havde jeg stiftet bekendtskab med KRAP og var blevet meget begejstret for den tilgang til de unge, som jeg oplevede her. Jeg synes, det var befriende at kunne fokusere på det, de unge kan, frem for konstant at trække begrænsningerne frem forrest ved statusmøder for eksempel,” siger Jette Hingebjerg.

I jobbet så hun, hvordan de unge voksede, når de blev mødt og anerkendt for deres ressourcer, og da hun overtog ledelsen for dagcentrene for ældre i Viborg Kommune tog hun derfor den KRAP’ske tilgang med. I starten var KRAP ikke noget, man havde hørt om på centrene, men Jette Hingebjerg så, hvordan KRAP også har sin berettigelse i arbejdet med ældre og med medarbejdernes opbakning, begyndte man derfor stille og roligt at implementere KRAP i det daglige arbejde.

Man allierede sig derfor med PsykologCentret og Lene Metner og arrangerede ugekurser med fokus på ældreområdet, lige som kommunen begyndte at sende folk afsted på års-kurser. Resultaterne er tydelige.

”KRAP har først og fremmest givet os et fælles sprog og et fælles fundament i det tværfaglige samarbejde. Uanset hvilken baggrund vi hver især kommer med, så giver KRAP os muligheden for at bringe de tværfaglige kompetencer ind i en fælles afdækning, analyse og planlægning af handling. I begyndelsen var KRAP en række redskaber, vi hev ned af hylden, når vi var nysgerrige på en borger, men efterhånden er KRAP flyttet fra hylderne og ind i rygraden. Vi tænker KRAP, og det afspejler sig i vores måde at omgås både borgere og hinanden på, det ses i vores menneskesyn, vores relationer og vores tilgang til daglig praksis,” siger Jette Hingebjerg.

Man skal have lov til at øve sig på et nyt fællessprog
I erkendelse af, at kurser alene ikke gør arbejdet, har man på ældreområdet etableret et system, så de ansatte hjælper hinanden med at fastholde fokus på KRAP – og det virker.

”Vi har et lille hold af medarbejdere, som har årskurset og andre relevante KRAP-kurser. Dette hold har hver især et team af medarbejdere, som de er KRAP-vejledere for. På den måde kan vi altid hente støtte og vejledning til at anvende KRAP i praksis,” siger Jette Hingebjerg.

I dag er KRAP-kurser af syv dages varighed obligatoriske, når man får ansættelse inden for dagcentrene i Viborg Kommune.

”KRAP er blevet det sprog, vi taler med hinanden på og som med alle andre sprog, bliver vi bedre og bedre efterhånden, som vi øver os,” siger Jette Hingebjerg.

Bliv klogere på..