Cancerdagen
I anledning af den årlige Cancerdag i februar har vi talt med ekstern tilknyttet psykolog i PsykologCentret Bende Riis, der her fortæller om hvordan du kan tale med børnene om kræft.
Der kan være overvejelser om, hvordan du kan tale med børnene om kræft. Børn kan have tanker om, at det er deres skyld, at mor, far eller en søskende er blevet alvorligt syg, og børn kan have mange bekymringstanker, som de ikke siger højt. Det er derfor vigtigt at tydeliggøre over for børn, at det ikke er deres skyld. Nogle gange tror forældre, at de kan skjule dårlige nyheder for deres børn, men børn har alle antenner ude, så de mærker og fornemmer, at der er noget galt Selv mindre børn kan have mange bekymrings tanker – de får måske ondt i maven.
Børn kan rumme meget, især hvis du er åben og konkret og taler i børnehøjde. Større børn kan rumme flere detaljer, mens yngre børn ofte er tilfredse med en kortere og mindre detaljeret forklaring.
Samtidig skal man gøre det tydeligt for børnene, at de altid kan komme til en voksen og snakke om sygdommen, når barnet har et behov. Det er med til at løfte en byrde fra barnets skuldre, at det ved, at det altid kan komme igen og spørge og snakke om kræften. En samtale, som ærligt tilpasses barnets alder, gør hele situationen konkret for barnet at forholde sig til. At snakke med børnene er derfor den bedste måde at beskytte dem i en svær tid.
Børn er også optaget af hverdagen og det nære, en fødselsdag, om de kan lege med veninden på onsdag, eller komme til fodbold eller ridning og andet. De går ind og ud af det, der er svært.
Ganske som andre pårørende til kræftramte kan få hjælp til at håndtere forløbet med et sygt familiemedlem, gælder det også børnene. Der findes børnegrupper, hvor børnene kan møde ligesindede og sige nogle af de ting, som måske er for svære at sige
Denne artikel er del 3 ud af 4. Her finder du del 1,
del 2 og del 4