Vi har åbent i dag fra 08:00 - 15:00

Psykologcentret KRAP

86 60 11 71

Kurv

Menu

Kurser

Søg

Kontakt

Kurv

20/01/2022

Kære forældre, vær nærværende og nysgerrige

Når unge mødes med rummelighed, udvikler de oftere sundere idealer. Vi lever i en tid,…

Kære forældre, vær nærværende og nysgerrige

Når unge mødes med rummelighed, udvikler de oftere sundere idealer.

Vi lever i en tid, hvor vi alle bombarderes med informationer fra de sociale medier, og hver gang vi modtager noget, påvirkes vi. Det gælder særligt de unge, som er ekstra sårbare i den alder, hvor de får adgang til de sociale platforme. For de fleste medier er aldersgrænsen 13 år, men mange unge er online længe før.

Som ung er man meget formbar, hvilket er helt naturligt, for man skal lære meget i den periode, forklarer psykolog Marie Landbo Ryltoft fra PsykologCentret.

“For mange forældre kan det forståeligt være svært at slippe børnene løs på det sociale medier, og det skal man heller ikke bare gøre. I stedet skal man være med – ved at være nærværende og nysgerrig på de ting, som fylder i den unges liv. Spørg din teenager om de ting, som de ser online og hos deres venner. Gå over broen og mød den unge med et åbent sind,” siger Marie Landbo Ryltoft.

Ved at lægge sine egne antagelser væk kan man nemlig møde den unge lige der, hvor den unge er, og i det møde opstår dialogen og trygheden til at fortælle.

“Hvis du er 14 år og altid mødes med mistro om, hvad du laver online, så stopper du med at fortælle om de ting til dine forældre. Hvis du mødes med spørgsmål, der får dig til selv at reflektere, så undgår mange familier helt konflikten og du lægger i stedet op til en dialog. Ofte kan de ung selv træffe ganske fornuftige valg, og det skal de have lov til at gøre. Alle fejler. Også voksne, siger Marie Landbo Ryltoft.

Hvis du er bange for, at din teenager påvirkes negativt af for eksempel nettets mange fotoshoppede kropsidealer, så kan du derfor spørge den unge om disse billeder. Spørg hvad den unge ser? Hvorfor det er pænt at se sådan ud? Om der er andre måder, man kan se ud, som også er pænt? Om det er noget tøj, som den unge også vil bruge – og hvorfor det vil eller ikke vil det?

“Når en ung bliver mødt af en voksen, der lytter og er nysgerrig, er der et godt udgangspunkt for, at den unge inviterer dig som voksen med ind i sine oplevelser af at være på de sociale medier, fordi du ikke dikterede men gav plads til den unges meninger og autonomi,” siger Marie Landbo Ryltoft.

Hun påpeger, at det sociale liv online er en stor del af de unges sociale arena.

“De unge påvirkes af de grupper, de færdes i. I alderen 11 til 14 år især spejler man sig utroligt meget i sine omgivelser. Dette er en naturlig udvikling, som dit barn skal igennem. På samme måde spejler de sig i idoler og andre venners opslag online. Den udvikling skal vi som forældre give barnet frihed til at gå igennem – men med en nysgerrig og interesseret voksen ved barnets side,” siger Marie Landbo Ryltoft.

Bliv klogere på..