Både ansatte og ledelse glæder sig over PsykologCentrets seniorpolitik.
Som mange andre virksomheder har PsykologCentret en seniorpolitik, hvor vi forsøger at fastholde de ansatte, der rammer pensionsalderen, men som stadig har meget at byde på – både fagligt og kollegialt. Der arbejdes målrettet på at beholde ansatte og drage nytte af deres mange gode erfaringer – og den tilgang er til stor glæde for begge parter.
”Disse mennesker tilfører os en masse viden og erfaring, som vi virkelig er glade for at have i PsykologCentret. Som virksomhed udviser vi en stor fleksibilitet i deres ansættelser, og seniorerne kan for eksempel tage længere ferier eller holde fri, når de har behov. På samme måde viser de os fleksibilitet, så det er en win-win situation. Der er absolut ingen grund til at smide folk væk på grund af alder – tvært imod!” siger Lene Metner, der er administrerende direktør i PsykologCentret.
Hun glæder sig over, at flere ansatte har valgt at arbejde her, selvom de egentlig har krydset aldersgrænsen for pension.
Samme store passion
En af dem er den 72-årig Trine Blomgreen, som er pædagogisk konsulent og VISO-specialist, hvor arbejdstiden er skiftende – alt efter antal opgaver.
”Det er en fantastisk frihed at have i jobbet. Jeg kan tilpasse det med de andre ting, som jeg også gerne vil lave i min fritid. Det er utrolig givende at møde ind og være en del af et fagligt forum samt at køre rundt i landet og hjælpe de mennesker, der har bedt om hjælpen via centret. Det giver mig en mental energi, og min passion og interesse for mit fag er intakt,” siger hun.
Læs mere om VISO her
Trine Blomgreen har haft et langt arbejdsliv inden for det offentlige, før hun blev ansat af PsykologCentret. Her har hun arbejdet på alle faglige niveauer som konsulent, og udover en solid faglig ballast har Trine Blomgreen derfor også et indblik i arbejdsgangene i det offentlige. Den viden bruger hun til glæde for kunderne i PsykologCentret i dag.
”Jeg oplever, at det er givende for centret, at der er en bred aldersforskel – og det gælder begge veje,” siger Trine Blomgreen.
Givtigt sparring mellem generationer
Det bakkes op af en anden senior-ansat i PsykologCentret – den 67-årige Søren Gytz Olesen, der er ansat på samme vilkår som Trine Blomgreen og uden fast timeantal. Via ansættelsen har centret glæde af ham som konsulent og VISO-specialist.
”Min nysgerrighed er intakt, og jeg er heldig at være endt på en arbejdsplads med stor fleksibilitet. Vi passer godt sammen,” siger han.
Søren Gytz Olesen har arbejdet det meste af sit liv indenfor pædagoguddannelsen og også som leder. Blandt andet var han i mange år rektor på seminariet i Viborg, og han har undervist i alt fra børnehaveklassetrin til universitetsniveau og forsket inden for faget.
Ganske som Trine Blomgreen forklarer Søren Gytz Olesen, at han også selv lærer meget af de yngre kolleger, og samtidig kan han give dem noget andet igen. På den måde opstår der en givtig sparring mellem generationerne.
”Det er inspirerende at møde kollegerne i alle aldre og lære af dem. Samtidig kan de komme til mig og spørge om ting, som jeg ved, da jeg har et helt livs erfaring,” siger Søren Gytz Olesen.
Har du nogle ressourcer og erfaringer, du kunne have lyst til at sætte i spil i PsykologCentret, så er vi altid åbent for et kaffemøde. Kontakt os her