En skilsmisse påvirker hele familien, og særligt hvis der er børn involveret.
Som voksne er det vores opgave at gøre juledagene gode for børnenes skyld, men det kan være svært. Selv den bedste mor eller far er kun menneske, og netop julen er en tid, hvor mange følelser dukker op, også de, der er sværere at håndtere. Som vi siger i KRAP: Alle gør det bedste, de kan – med de muligheder og grundvilkår de har i situationen. Der er dog en række ting, du som forælder kan gøre for at forsøge at give dit barn en god jul trods de nye omstændigheder. Psykolog Lotte Bilberg fra Psykologcentret Viborg/Skive har samlet en række gode råd til forældre, der skal holde jul med delebørn efter en skilsmisse.
Planlæg i god tid
Ifølge Lotte Bilberg er det vigtigt, at forældrene aftaler i god tid, hvordan juledagene skal forløbe. Jo bedre tid, der er til planlægning, jo bedre resultat. Hvis du ikke skal have dit barn denne juleaften, så undersøg muligheden for at holde før-jul, måske weekenden inden, så der kan udveksles julegaver og julekram, hvis børnene giver udtryk for at have brug for det
”Det er vigtigt, at man overvejer om man skal gennemføre det, hvis det kun er ens eget behov som voksen, at der skal afholdes juleaften over flere omgange. Forældrene bør være opmærksomme på, at børn ofte er meget optaget af at gøre deres forældre glade eller trøste dem,” siger Lotte Bilberg.
Selvom du og din tidligere partners relation kan være præget af konflikter, er det vigtigt, at I forsøger at se højtiden med børnenes øjne. Skån barnet og lad ikke barnet mærke eventuelle uenigheder. Dialogen om juledagenes forløb skal foregå mellem dig og din eks-partner, og lyt også til barnets ønsker, men giv ikke barnet ansvaret for julefreden. Husk det er de voksnes ansvar at planlægge.
”Inddrag derfor for eksempel ikke barnet i, hvor det helst vil holde jul – for det vil formentlig gerne holde jul med begge sine forældre, og har selvfølgelig ikke forudsætningerne for at kunne træffe det valg. Sådan en beslutning er en beslutning for voksne,” siger Lotte Bilberg.
Forudsigelighed skaber tryghed
Husk også, at når beslutningen er taget, så hold fast ved den og støt op om den – uanset om børnene er hos dig eller din eks-partner. Forudsigelighed er også med til at skabe tryghed.
”Når noget er bestemt, er det faktisk rart for børnene, at beslutningen ikke laves om flere gange efterfølgende. Støt op om julen, også selvom du ikke har børnene juleaften. Sig for eksempel til barnet: “Det lyder til, I får en hyggelig jul hos far/mor – har I allerede hentet et juletræ?” Eller snak om og spørg ind til andre konkrete traditioner, som de kan fortælle om både før og efter jul,” siger psykologen.
Kort sagt handler det om at være voksen omkring de beslutninger, der skal tages, og sætte dig i både barnets og din eks-partners sko ved at møde dem, hvor de er. Prøv at se situationen fra helikopterperspektiv, selvom det er svært. Husk at i KRAP siger vi, at en sag altid har mindst to sider.
Spørg også barnet, hvad det har brug for fra jer som forældre. Det er vigtigt, at barnet føler sig lyttet til og taget hensyn til, så lad gerne barnet få indflydelse på ting, som det faktisk kan få indflydelse på. Det kan være et kort Face Time-opkald om morgenen, hvor man siger God jul til den anden forældre eller en godnat-snap, hvor barnet kan fortælle om en gave, det har fået eller noget helt tredje? Gå derfor i dialog med barnet, men husk at tage hensyn til barnets alder, lyder rådet.
”Større børn kan man snakke lidt mere omkring, hvordan julen kommer til at foregå, hvad de har af forventninger, ønsker med mere, mens mindre børn ikke nødvendigvis bør have alle detaljerne med. Husk også at spørge til børnenes behov. Det er ikke sikkert, at det er barnets behov at skulle til tre-fire forskellige julearrangementer før og efter jul, både hos papmor, stedfar og bonusbedsteforældre. Nogle gange er det også rart bare at være sammen med mor eller far, som barnet måske i forvejen skal undvære halvdelen af
Dialog, dialog og dialog
En af de vigtige veje til et godt forældresamarbejde er kommunikation. Vær åben og tydelig i kommunikationen. Del relevante oplysninger om børnene og dig selv. Gå i dialog om forskellige ting og vær nysgerrig på andre perspektiver – også hos din eks-partner. Kig også indad og overvej dine egne tanker, følelser og reaktioner. Anerkend det, hvis du er ked af det eller vred, for at savne dit barn er naturligt, og særligt den første jul kan være svær.
”Overvej hvad du har brug for, for at give dig selv de bedste forudsætninger for juledagene og fortæl det eventuelt til en god ven eller et familiemedlem, der kan støtte dig. Er der noget særligt, du plejer at nyde eller nogle små oplevelser, du kan gøre med en nær eller med dig selv? Gør noget for dig selv, der tilfører dig energi,” siger Lotte Bilberg.