Vi har åbent i dag fra 08:00 - 15:30

Psykologcentret KRAP

86 60 11 71

Kurv

Menu

Kurser

Søg

Kontakt

Kurv

14/02/2021

Husk at pleje dit parforhold

Valentines Dag I dag er Valentines Dag, og der deles traditionen tro blomster, chokolade og…

2 personer der kysser, husk at pleje dit parforhold

Valentines Dag

I dag er Valentines Dag, og der deles traditionen tro blomster, chokolade og andre kærlighedsgaver mellem udkårne, men hvad ved vi egentlig om kærlighed set ud fra et psykologisk perspektiv? Og hvordan beholder vi den, når vi finder den?

I anledning af kærlighedens store dag vil vi i PsykologCentret forsøge at give dig nogle svar på, hvad det egentlig er, der er på spil, når Amors berømte pil rammer.

Studier viser, at der findes flere typer kærlighed, og at kærlighed udvikler sig over tid. I dette opslag vil vi se på to af dem. Den passionerede kærlighed, som ofte opstår i starten af et romantisk forhold, og den ledsagende kærlighed, som dækker over det stadie, som et forhold kan gå ind i, hvis to mennesker danner par gennem længere tid. Når I lige har mødt hinanden, er passionen stor. Der er en intens længsel efter hinanden, din partner fylder i dine tanker hele tiden, og måske vælger du vennerne fra, så du kan se din udkårne mere. Det er næsten som på film. Din nye flamme er uden fejl, og I er uadskillelige.

Over tid skifter kærligheden til den mere ledsagende kærlighed. Parret føler nu en tilknytning, jeres liv er flettet sammen, og der bliver også plads til andre aktiviteter – herunder vennerne. Man taler ofte om, at to bliver til en. I er en kerne i kraft af jeres forhold. Nu er det ikke længere nødvendigvis den fysiske tiltrækning, der er altoverskyggende. I stedet kan I sagtens ende sammen i sofaen, hvor I ser film, snakker og hygger.

For at bevare denne kerne er det afgørende, at du plejer dit forhold – og ikke kun på Valentines Dag.

Forskningen viser, at kvinder foretrækker mænd, som har lysten til at forbinde sig, altså følelsen af tæt gensidig kærlighed imellem parterne. Det kan være forpligtelse til at binde sig til forholdet, forpligte sig til fremtiden, bidrage til alt det praktiske eller til opdragelsen af parrets fælles barn osv.

Måder at vise hinanden, at man er forbundet og har denne lyst til at forpligte sig, kan være at gøre noget godt for hinanden, date-aftener samt små gaver og overraskelser. Øv dig i at holde fokus på din partners ressourcer – hvad er han eller hun god til? Hvad lykkes I særligt godt med som par? Hvad skal I gøre mere af eller blive bedre til? Et ressourcefokus skaber nemlig plads til udvikling, mens fokus på fejl og mangler kan dræbe kærligheden og lysten til at være sammen – og vi ved jo fra KRAP, at man finder det man leder efter, så derfor giver det mening at lede efter det, der allerede virker, så man kan få mere af det.

Et parforhold er ligesom dine tænder. Passer du godt på dem, så holder du hullerne væk. Rigtig mange par vælger i dag at gå til en psykolog og få et partjek. Her får I hjælpen undervejs, og før “skaden er sket”. At fastholde kærlighed er et arbejde – og nogle gange et hårdt arbejde. I PsykologCentret tilbyder vi også parterapi.

Når den vilde forelskelse har lagt sig, kan I finde kærligheden, men få ved, at den faktisk er et aktivt valg.

Valget handler om at fokusere på din partners positive sider og styrker, jeres styrker sammen, jeres fælles mål, drømme og ønsker, og at vedblive at arbejde for at vedligeholde jeres forbindelse.

Bliv klogere på..