Vi har åbent i dag fra 08:00 - 15:00

Psykologcentret KRAP

86 60 11 71

Kurv

Menu

Kurser

Søg

Kontakt

Kurv

August Soja Broz

Psykolog

August Soja Broz

Jeg er uddannet psykolog (cand.psych.) fra Aarhus Universitet i 2024, og jeg har siden været tilknyttet PsykologCentret med kontor i Viborg. Sideløbende med min studietid har jeg arbejdet som rådgiver og gruppeleder hos AngstForeningen, og jeg har været en fast del af PsykologCentrets ungerådgivning i Skive.

I mit virke som psykolog tilbyder jeg individuel terapi i Viborg og Skive samt supervision (individuelt og i grupper) med et pædagogfagligt sigte.

I terapien bestræber jeg mig på at skabe en ligeværdig relation til klienten. Det er vigtigt for mig, at klienten føler sig hørt og forstået, og at vi sammen får skabt et rum, hvor vi kan arbejde meningsfuldt med konkrete udfordringer og problemstillinger.

Metodisk er jeg bredt forankret i den kognitive adfærdsterapi. Jeg tilbyder både ”klassisk” kognitiv adfærdsterapi (KAT), men trækker også gerne på nyere retninger i form af metakognitiv terapi (MCT) eller acceptance and commitment therapy (ACT). Jeg arbejder både diagnosespecifikt og med fokus på de processer, der går på tværs af forskellige psykiske problemstillinger.

Jeg har en særlig interesse for den del af forandringsprocessen, der udspiller sig imellem sessionerne, dvs. som en del af klientens hverdagsliv. Dette har jeg skrevet en videnskabelig artikel om: Terapirelaterede forandringers flertydighed – mod en kritik af en terapeut- og sessionscentreret forståelse af den psykoterapeutiske praksis | Psyke & Logos.

Supervisionsfagligt arbejder jeg ud fra en kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende praksis (KRAP). Jeg går til mine supervisionsopgaver med den forventning, at vi gennem en systematisk nysgerrighed sammen kan nå frem til nye forståelser, der gør en forskel i den pædagogiske virkelighed. Disse forståelser behøver ikke at afspejle en ”problemindsigt” – i mange tilfælde kan det give mening at arbejde ressourcefokuseret med afsæt i det, der allerede virker.  

Som supervisor er jeg processtyrende, og jeg lægger vægt på, at supervisanterne ikke bare tilegner sig et bestemt fagligt indhold, men at de også reflekterer over vejen derhen. Jeg kommunikerer derfor altid om supervisionsprocessen, herunder de valg og overvejelser, der træffes som en del af den.

Jeg tilbyder

  • Psykologsamtaler i Viborg og Skive
  • Supervisioner