Større ressourcefokus gør en forskel på Biersted Skole i Nordjylland.
Årets Skulder-KRAP 2022 går til Jannie Gert Stoltze og Jana Boelt Nielsen, der begge
er lærere på Biersted Skole i Nordjylland. Her arbejder de med blandt andet KRAP for
at øge trivslen endnu mere hos eleverne i de ældste klasser, og det har skolen succes
Med.
“Via KRAP oplever vi, at vi kommer rundt om hele barnet, og det gør en forskel, både
for os i vores arbejde, men særligt for det enkelte barns trivsel og muligheder for
udvikling. Vi leder altid efter nye veje til at gøre det, vi gør, endnu bedre,” siger
Jannie Gert Stoltze.
Læs mere om KRAP her
De to lærere har indstillet hinanden, fordi de via deres AKT-funktion på mellemtrinnet
og udskolingen arbejder tæt sammen. Samtidig er de i gang med at tage en 3-årig
KRAP-uddannelse hos PsykologCentret for at udvide paletten af redskaber til at øge
børnenes trivsel yderligere.
”Trivsel er ikke nyt for os, men Biersted Skole har valgt at vægte trivsel endnu højere
i den næste skolepolitik, og det betyder, at hele skolen – inklusivt ledelsen – har dette
mål for øje. Det er dejligt rent fagligt at være på en skole, hvor der er dette fokus og
en lyst til at arbejde med trivsel,” siger Jana Boelt Nielsen.
De fortæller, at skolen efter corona-nedlukningerne, hvor mange elever blev
undervist hjemme via en skærm, oplevede, at de elever, der havde det svært i
forvejen, havde fået det sværere, men også at andre elever i højere grad ikke
trivedes som før. Biersted Skole stod ikke alene med den oplevelse. Over hele landet
har skolerne meldt ind, at flere unge har savnet fællesskabet i klassen og det at være
tæt på en underviser fysisk.
”Når vi arbejder som lærere, så ser vi jo eleverne direkte hver dag. Ser vi noget, som
vi synes, at der skal handles på, så tager vi snakken med det samme. Den mulighed
var taget fra os under nedlukningerne,” siger Jannie Gert Stoltze.
Ingen quickfix
Indtil nu har KRAP allerede gjort en forskel, fortæller de begge. Måden at tænke på
er anderledes, og der er fokus på, hvordan der tales om det enkelte barn.
”Vi har fået nogle redskaber, der gør, at det er nemmere for os at arbejde med
tingene uden at quick fixe eller drage hurtige konklusioner. Samtidig giver skemaerne
os en struktur og en dokumentation, som er vigtig,” siger Jana Boelt Nielsen.
Selvom det kun er de to, der har taget uddannelsen indtil nu, så bruges
KRAP-tankegangen på hele skolen. Både øvrige ansatte og ledelse hører således om
KRAP og menneskesynet i løbet af dagligdagen samt på møder i lærergruppen.
”Det er en styrke, når vi voksne taler samme sprog,” siger Jannie Gert Stoltze.
Biersted Skole har cirka 400 elever og en stor afdeling for unge med autisme. Det er
dog ikke her KRAP bruges mest pt.
”Mange helt almindelige ungdomsproblemer kan jo sagtens løses via KRAPs tilgang.
Du kan sagtens være et helt almindeligt ungt menneske med nogle helt almindelige
udfordringer, som vi kan forebygge via en god snak, inden det eventuelt udvikler sig til
mere”, siger Jana Boelt Nielsen.