Hvem er vi?
Jeg er uddannet psykolog (cand.psych) i 2019 fra Aarhus Universitet og medlem af Dansk Psykologforening.
Jeg har været tilknyttet PsykologCentret siden november 2019, og har terapisamtaler både i Viborg og i Skive. Herudover er jeg tilknyttet Ungerådgivningen, et tilbud til alle unge i Skive kommune mellem 15 og 30 år, hvor den unge har mulighed for at få hjælp til at forstå og håndtere de udfordringer, som de oplever i sin hverdag.
I PsykologCentret beskæftiger jeg mig primært med samtaleterapi med børn, unge og voksne. Min tilgang hertil er baseret på en kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende forståelse (KRAP). Jeg er meget bevidst om, hvor grænseoverskridende det kan være at gå til psykolog og snakke om de ting, der er allersværest for den enkelte. Derfor er jeg som terapeut meget optaget af, at mit kontor skal være et rart og trygt sted at være. Jeg er især optaget af, at mine klienter føler sig mødt, forstået og anerkendt i deres tanker, følelser og oplevelser. Derudover er det vigtigt, at den enkelte har en oplevelse af, at de får nogle konkrete redskaber til at håndtere sine udfordringer.
Efter min overbevisning er det en vigtig forudsætning for det psykologiske arbejde, at der indledningsvist og løbende er fokus på det afdækkende og meningsskabende arbejde. Formålet hermed er at skabe indsigt og sammenhæng i klientens oplevede virkelighed. Yderligere har det til formål at sikre, at vi igangsætter den rigtige intervention på det rigtige tidspunkt. Sagt på en anden måde sikrer det afdækkende arbejde, at der bliver arbejdet med de relevante processer for at sikre den ønskede udvikling i klientens liv.
Indtil jeg blev tilknyttet PsykologCentret har jeg været ved Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge (CEBU). Jeg arbejdede her terapeutisk med børn og unge samt disses forældre. Jeg har endvidere været med til at afvikle kurser samt undervise om især angst, depression og adfærdsudfordringer.
Jeg tilbyder:
- Samtaleterapi på et kognitivt grundlag.
- Rådgivning/supervision af forældre i forbindelse med børn og unge.
- Skematræning med fokus på at styrke brugen af KRAP-redskaberne